fredag den 18. maj 2012

Fredagsfund

Itty bitty Lotus underkop er i dag blevet tilføjet til min meget lille samling af Lotus stel. Udover denne har jeg tre orange frokosttallerkener, men hold op hvor jeg synes det er yndigt. Forleden talte jeg med en antikmand, som fortalte at hans mor har et helt dækketøjsskab fyldt med orange Lotus stel. Imponerende.
Jeg har også været på storshopping i dag - min kæreste er på 3 dages fest/orlov, så jeg har lejligheden og dankortet for mig selv.

God weekend,


torsdag den 17. maj 2012

Dåse-o-maniac

De sidste par dage har jeg ligget syg på sofaen, og tiden er gået meget langsomt. På et tidspunkt lå jeg og kiggede rundt i stuen og så lagde jeg mærke til hvor mange blikdåser jeg egentlig har fået skrabet sammen. I dag har jeg så kigget efter i køkkenet og hvor jeg ellers kunne have dåserne stående, og jeg har 24 store og små blikdåser. Desuden ved jeg at jeg har nogle ude i kolonihaven også. Men hold nu op altså, hvor er det mange. Dertil kommer min stor samling af Erik Kold plastdåser, samt nyere metaldåser fra f.eks. Søstrene Grene og Tiger.
Langt de fleste af mine gamle dåser er fyldt op med ting og sager, så det er ikke ren samlermani. De er faktisk i brug, men alligevel synes jeg det er lidt vildt med alle de opbevaringsløsninger. Jeg er nogenlunde god til at smide ting ud, og jeg samler ikke på hvad som helst, men dåser, dem har jeg svært ved at lade stå. Skulle jeg vælge en favorit, så ville jeg måske være nødt til at inddele i kategorier. Mit favorit dåsefund er den grøngule Ira dåse, som jeg fandt på et marked til omkring 20 kr. Min favorit yndlingsdåse er den lille blå-røde thedåse fra Irma, med russiske bogstaver. Den fandt jeg på gul og gratis engang og den er så lille og fin. Min favorit pyntedåse er helt sikkert mit nyeste dåsefund, den store runde dåse med tidsperioder og kjoler på. Farverne, teksten og tegningerne er bare så smukke og gennemførte, og den er så flot at den godt bare må stå til pynt, uden at have andet formål.
Til sidst er min favorit praktiske dåse. Det er den flade brødkasse med mintgrønt låg. Den fandt jeg sidste sommer på loppemarked i Århus. Jeg er vild med at en gammel sag fra 50erne-60erne kan bruges i et moderne køkken hver eneste dag, og samtidig tilføje hygge og glade dage.

Sikke en smøre om dåser - jeg må nok indrømme at jeg er glad for deres farver, former og praktiske formål. Jeg har stadig nogle drømmedåser som jeg godt kunne tænke mig, bl.a. en lyserød Ethel von Horn Ira dåse og en Bjørn Wiinblad dåse i de meget farvestrålende farver.








tirsdag den 15. maj 2012

Inspireret

Jeg har tusind idéer til hvordan kolonihaven skal se ud når det bliver sommer. Det er nok ikke helt realistisk, for alle mine drømmebilleder indeholder høj sol og sommerbrune fødder, jordbær i spandevis og masser af "liggetid" i slængemøbler. Men indtil videre har jeg samlet nogle ting sammen som jeg bare MÅ have anskaffet ud til haven. Jeg har snydt lidt, for udekøkkenbordet og campingtoilettet er allerede indkøbt. Bordet bliver en kæmpe del af udemiljøet og hyggekrogen ved den overdækkede terrasse, og når først alle mine loppegryder og krydderurtepotter kommer derud, kombineret med farverige vattæpper, så bliver det brandgodt.


søndag den 13. maj 2012

Fremskridt

Der sker hele tiden bittesmå forbedringer i haven. Snart er loft og udhæng færdigt, udekøkken er samlet og indretningen kan meget snart begynde. Senest er jeg begyndt at male de to krostole jeg har fundet for 25 kr. stykket. De er perfekte, med deres robuste ben og hyggelige tremmer, (dog rimeligt provokerende at male). Temaet for indretningen bliver lysegrøn og lyseblå for møblernes vedkommende, med et strejf af bondestemning. Ikke for tøset, men heller ikke shabby chic. Jeg orker ikke rigtig afskallet maling og off white, når huset i sig selv er en lille smule faldefærdigt/slidt.



lørdag den 12. maj 2012

Tjek

Efter at have haft 2 stk magnet kuglelamper liggende alt for længe i skabet, blev de forleden endelig hængt op. Det har været nødvendigt med lidt læse- og hyggebelysning i sofaen, så selvom det hele tiden bliver lysere og lysere om aftenen, så er jeg glad for at de er kommet op. Lamperne købte jeg i København for nogle måneder siden.
Lørdagen skulle have stået på en masse aktivitet, men igår aftes blev jeg ramt af omgangssyge og har kastet op hele natten. Hele dagen i dag har jeg derfor været mat og grå og ingenting værd. Solen skinner ellers og blæsten fra igår er forsvundet, så jeg håber søndag formiddag kan blive tilbragt på Skalborg bagagerumsmarked. Ikke fordi jeg som sådan mangler noget, men mon ikke der er nogen der vil skille sig af med noget i min smag??

God weekend,


torsdag den 10. maj 2012

Blå regnvejrsdag

Min dag er blå. Det regner og det roder i mit hoved. Jeg har brugt dagen igår på at rydde op i de fysiske rammer, men efter en urolig nat, har det tydeligvis ikke hjulpet. Hvad kan der så gøres? Jeg ved godt hvad jeg burde, men ting og sager fungerer bare ikke altid i virkeligheden, kun i teorien. Og det er netop den teoretiske del af min tilværelse, der gør livet surt for mig for tiden. Matematikkens altafgørende betydning for de næste mange år. Men når det så regner og roder, så tyr jeg til andre midler. Tæppe på sofaen, varmedunk, ansigtsmaske og agurkecreme (til ansigtet også). Og græsk yoghurt med bær og akaciehonning til jeg skammer mig.




tirsdag den 8. maj 2012

Familiegaver

I weekenden har jeg været på familiebesøg i Middelfart i forbindelse med min fætters konfirmation. Det er altid skønt at være sammen med hele familien, især fordi de fleste bor i Middelfart og vi i Aalborg. Min søde moster havde taget en gave med til mig, i form af en retro plastbøjle hun havde fundet på marked. Og hos min farmor var der fundet en bøjle frem fra gemmerne som min oldefar engang har lavet. Farmors veninde havde også fundet en Erik Kold kaffebøtte til mig. Jeg er superglad for alle dem der tænker på mig når de kigger i deres skabe eller kommer rundt på lokale markeder. Gaverne er virkelig værdsat, alle som en.



mandag den 7. maj 2012

Sengetæppe finale

Forleden, kl. 11.30 sendte farmor mig en sms. Teksten lød: "kl. 11.26 blev dit tæppe færdigt...." Ihhhh, hvor blev jeg glad. Jeg har set frem til at få mit første sengetæppe, og da jeg ikke kan strikke har farmor påtaget sig den store opgave. Ideen var at tæppet skulle være et slags liggende maleri, med efterårs-skovbunden som motiv. Undervejs valgte vi at tilføje nogle pink og rosa farver til tæppet, for at bløde det lidt op. Jeg er overordentlig tilfreds med sengetæppet. Det er faktisk blevet meget bedre end jeg havde forventet. Og jeg synes det går rigtig godt til de orange emalje sengelamper. Jeg synes dog det mangler lidt i siderne før det er lige i øjet. Det tog mig et par dage at tage mig sammen til at ringe til farmor, for at bede om 12 stk firkanter mere til at sy på i bredden. Men hun tog det nu pænt, min søde farmor. Men der er jo heller intet hastværk, for allerede nu ser vores soveværelse meget bedre ud.






lørdag den 5. maj 2012

Kronjyden krydderi til salg

Jeg ligger inde med nogle ekstra krydderikrukker fra Kronjyden. Det er til bordsalt og jeg har en blå peber og en gul peber.

Hvis du er interesseret i en eller flere, så send mig en mail til katrine.aarhus@gmail.com.

De koster 250 kr stk. inkl alm. porto. De kan også sendes som pakke hvis du hellere vil det.

Først til mølle,

// Katrine



onsdag den 2. maj 2012

Jeg er ikke blevet væk

Jeg er bare ude i kolonihaven. Og jeg nyder det. Det hårde arbejde, de mange tunge løft, de uendelige mængder ukrudt og projekter der syntes uoverskuelige. Men vi er startet med nogle gode ting. Drivhuset er i fuld gang, ét af de 4 højbede har fået fjernet ukrudt og fået ny lækker plantejord, skuret/toilettet får lagt nyt gulv og bliver ryddet op. Og så bliver der fejet fliser, flyttet rundt på ting, klippet stauder ned, dræbt mælkebøtter (selvom jeg egentlig synes de gule blomster er ret fine) og sidst men ikke mindst, bliver der lagt planer for fremtidige projekter.
Igår købte vi et splinternyt campingtoilet, så nu er det snart slut med at forsøge at dehydrere mig selv, eller i allersidste udvej, smugtisse i en spand.


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...