tirsdag den 31. januar 2012

Porcelænsgrisene skal bo hos....

Så har jeg trukket et vinderlod i min give away med de 5 hjemmelavede porcelænsgrise.



Vinderloddet gemmer på Malene med bloggen Kreakriller, som vist nok er en skæppeskøn blog.

Malene, du sender mig bare en mail med din adresse.


Tusind tak for deltagelsen til alle jer andre.

Hjemmelavede gaver

Forleden viste Julia hendes hjemmedekorede skåle frem, og jeg ville også gerne have vist mine, men desværre skulle de bruges til en gave, så først nu hvor gaven er givet kan de vises frem.

Jeg har brugt skåle fra Søstrene Grene og dekoreret med papirark også fra SG. Indpakningen er med SG papir, masking tape og cirkler fra Etsy.



mandag den 30. januar 2012

Fund fra Middelfart

Der har været stille på bloggen de seneste dage, simpelthen fordi jeg har været (og stadig lidt er) på besøg hos mine forældre i Middelfart. Der har været tid til et par fødselsdage og idag har jeg været i et par genbrug med min mor.

Jeg fandt 7 Bangholm espresso kopper med underkop, 1 kammerstage og 2 smørskåle(?), samt en gammel madkasse. Ikke så dårligt for en lillebitte by, synes jeg.

Bangholm sagerne ved jeg ikke helt om er mig, så hvis der er en samler derude, så kan du bare kontakte mig.




søndag den 29. januar 2012

Den nye Gry Fager krus ejer er.........

Sikke en slutspurt - 70 deltagere i 1+1 Textil give away'en. Dejligt at så mange kigger forbi min blog og synes at designet er helt fantastisk.



Jeg har trukket et tilfældigt nummer på random.org og vinderen blev nr. 18 - Sara som har en personlig dagbogs- og forundringsblog.
Sara, send mig en mail med din adresse, så får jeg tilsendt Gry Fager kruset.

Tusind tak for alles deltagelse - det varmer at mange læser med.

torsdag den 26. januar 2012

onsdag den 25. januar 2012

Ikke for noget vel....

....  men er det her ikke bare et syn man gerne vil stå op til??

I dag skal jeg afprøve klorin-bad på de gulnede låg, for det er ikke just kønt. Og bagefter skal mine 20! krukker sættes op på emhættehylden, i nøje udvalgt rækkefølge, det er klart.

Lige nu nyder jeg bare mit unikke fund, der blandt andet tæller en turkis peber, gul vitaminer, lysegrøn laurbær og gulgrøn kanel. Dem er der vist ikke mange af derude.

tirsdag den 24. januar 2012

Dagens loppefund

Jeg var et smut nede i byen i dag for at bytte en Anne Black ring. Og i en lokal butik (hvor ringen ikke engang var købt) byttede jeg den til en Anne Black kande. Et supergodt bytte.




Og når jeg nu alligevel var i byen, måtte jeg altså forbi genbrug. Og de havde 50% udsalg fordi de skal flytte.
Jeg fandt 4 kagetallerkener med skønt lyseblåt mønster, et husmor forklæde med lille blomst og en masse småkageudstikkere - alt sammen kun til 9,50.




mandag den 23. januar 2012

Fredagsbrunch

Henne hos Rejsecaféen, lige omkring Vesterbro Torv i Århus, kan man få en super lækker (og meget billig) luksus eller vegetarbrunch. Stedet er drevet af en organisation der sætter psykisk udfordrede unge i arbejde, og de gør de bare rigtig godt.

Fredag var jeg inviteret på brunch med veninde, inden vi skulle rundt i yndlingsbutikkerne.


søndag den 22. januar 2012

Give away i samarbejde med 1+1 Textil

Når jeg kommer til Århus, er der altid én butik jeg bare skal forbi. Det er hos Helene Vonsild med forretningen 1+1 Textil i Grønnegade. Helene har butikken fyldt med lækre porcelænsdesign, både smykker, køkkensager og andre lækkerier til boligen. Og så har hun også hendes eget design af tekstiler, for hvilken hun vandt Formland Design Award i 2007.

I samarbejde med 1+1 Textil udlodder jeg en give away, og Helene har sponsoreret et valgfrit krus fra Gry Fagers Stitches Leafs serie. Hvis du ikke bor i Århus vælger Helene én, og så sender hun den til dig.

Alt du skal gøre er at lægge en kommentar til indlægget her, og så trækker jeg en vinder d. 29. januar.
Du må meget gerne linke med billedet her fra din egen blog.


Kig forbi 1+1 Textils hjemmeside, hvor der opdateres med nyheder om designere og varer i butikken.

Cathrineholm gevinst med Kronjyden kræs

Fredag stod i Århus' tegn med god veninde, og vi fik lækker brunch på Rejsecaféen og var på besøg hos nogle af vores favorit butikker, heriblandt Da Capo og Madam Butterfly i Borggade.

Hos Da Capo fandt jeg en 18 cm stor Cathrineholm skål uden et eneste afslag. Den er jeg bare superglad for og prisen var bare helt vild i orden. De havde også en mellemstor gryde med blå blade og en megagryde med orange blade, til henholdsvis 600 og 900 kr.

Hos Jonna i Madam Butterfly fandt jeg en Kronjyden sennepskrukke med original pind/opøser, men den er godt nok ikke i super stand. Men glad, det er jeg.



fredag den 20. januar 2012

Kronjyden pastel guldåre

Disse skønheder er idag kommet i min varetægt - de står og venter på mig et sikkert sted, og jeg kan godt sige jer at jeg glæder mig til at få dem hjem. Forhåbentligt meget snart.

Jeg føler mig bare så heldig.

En gang i sommers....

...... var jeg ved at blive skør af at kigge på den grimme vægudsmykning af elmåler, sikringskasse og andet el levn. Så vi fik en bekendt til at lave en custom made kasse til at passe lige over alle målerne. Kassen malede jeg hvid og efterfølgende malede jeg en firkant af sort tavlelak. Nu bruger vi den dagligt til to-do lister, beskeder og madplaner. Tavlelak er simpelthen så nemt at arbejde med og det koster ikke ret meget i byggemarkeder. Prøv det!

torsdag den 19. januar 2012

A work in progress

Jeg vil gerne officielt introducere kolonihaven for jer. Den fylder nemlig meget i min hverdag, og de mange ting der skal gøres tager tid, men hold op hvor jeg synes det er begyndt at pynte.
I første omgang har vi lavet grovarbejdet. Da vi overtog haven var den fyldt med affald i form af rustne grill, havemøbler med defekter, gamle og uduelige materialer og alt alt for meget haveaffald der ikke var kørt væk. Så vi brugte noget tid i efteråret på at muge ud, så vi bedre kunne se mulighederne.



På bagsiden af huset var der fuldstændig groet til med stokroser, og de er jo dejlige, men den jord de stod i gik helt op til husets beklædning, så alle brædder var rådne i bunden. Det måtte skiftes og det fik vi gjort i efteråret 11'.


I samme omgang blev vi enige om at vores lille kolonihavehus skulle fortsætte med at være rødt, og at udhæng, dør og vinduer skulle være hvide. Så bagsiden og døren blev malet, så det bedre kunne holde til vinteren.


Efter at have tilbragt lidt tid i haven og huset stod det klart at det gamle asbest tag måtte af. Der var huller i det, og huset, som er 15m2, virkede lidt fugtigt. Svigerfar fik fat i noget meget fikst tag, og i januar 12' blev taget skiftet. Nu skal detaljerne bare finpudses, dvs. udhæng skal tilpasses og males.



Næste store projekt er de indvendige lofter og vægge. I den ene ende af huset er der lavet loft, men i den anden er der helt åbent op til taget. Det er i samme ende spisebordet står, så vi har tænkt at det giver masser af lys og luft, hvis vi laver loft op i kip. Samtidig bliver der to bjælker synlige, og det synes jeg giver en skøn kolonihavestemning. Vi går igang med projektet så snart vi har materialer og arbejdskraft til det.



Når vi engang er færdige med det grove arbejde, er der selvfølgelig en masse andre ting der skal laves.
Vi vil gerne have udskiftet alle brædder rund om huset, for de er alle i semidårlig stand. Og så skal huset jo males igen, både indvendigt og udvendigt. Og vinduerne skal have ny kit rundt langs ruderne, og de skal males. Og der skal laves ny udvendig karm til vinduerne. Og så skal vi have genopbygget det overdækkede terrasse der splintrede i stormen, og der skal også lægges fliser ved samme terrasse. Og så skal vi have fundet noget trægulv til huset osv. osv. osv.

Og det er kun al husarbejdet. Der skal jo også ordnes have og laves planer for den. Jeg glæder mig til det og til at opdatere herinde.

Lyngby vs. Fredericia

Da jeg havde været i Odense i lørdags, fulgtes familien og jeg til farmor i Fredericia, hvor vi skulle mindes farfars bortgang for 5 år siden. Farmor havde disket op med en masse lækker mad, men hun havde også været i kælderen og lede efter nogle gamle sager til mig.

Så jeg tog toget videre mod Aalborg med disse to fine Lyngby vaser fra farmor. Hurra for dem der gemmer og aldrig smider ud.


onsdag den 18. januar 2012

Duften af forår

På en grå og kedelig onsdag kan lyserøde hyacinter gøre underværker. Vasen er en af mine yndlings fra Casalinga.


Skæppe skønne Odense

Jeg var jo i Odense i weekenden, først og fremmest fordi jeg skulle på kursus lørdag, men jeg forlængede lige med en fredag, så jeg kunne besøge min faster og co. og se hendes nye hus. Og så havde faster lige arrangeret en Tour de Genbrug, så vi gik 8,5 km rundt i byen og så fik vi vist også set de fleste genbrug'ere.

I en ikke-genbrug der hedder Liva Brocante (som kun havde åbent fra 16-17) fandt jeg en suuuuuper lækker kedel fra Cathrineholm. Og til en absolut fair pris. Men jeg fik også fingre i noget helt andet, men det er en overraskelse lidt endnu.

Det var småt med genbrugsfund, men jeg fandt noget bamse & kylling sengetøj og en Bjørn Wiinblad fyrfadsstage.



tirsdag den 17. januar 2012

At få tag over hovedet

Weekenden har jeg tilbragt i Odense og Fredericia. Mere om det senere. Men imens jeg var afsted har min kæreste og hans familie skiftet asbesttaget på vores kolonihave og hold op hvor er det bare blevet super kanon godt. Nu glæder jeg mig bare til at få isoleret indvendigt, så der kan blive lavet loft op i kip, sat lister op og malet hvidt hvidt hvidt. Der er nemlig kun vinduer i den ene side af huset, så det ville være godt med nogle hvide overflader til at fordele det sparsomme lys.

Lidt billedspam af tagets udskiftning.








mandag den 16. januar 2012

To lys på et bord

Lørdag aften var jeg med toget fra Fredericia til Aalborg, og det var kedeligt og stille. Lige indtil Palle og Esben stod på. For de to fine fyre satte sig i den modsatte bås af mig, trak en rød/hvidternet dug frem, to kunstige lys, en lille (falsk) buket blomster, rødvin, vinglas og hjemmelavet hummus, lækkert flute og græske frikadeller. Og så var det jo at jeg ikke kunne lade være med at smile og jeg spurgte straks om jeg måtte tage et billede. Og det måtte jeg gerne - og vin og mad, det skulle jeg også have med. Og så viste det sig i øvrigt at de to er musikere i et klassisk orkester, og at deres arrangement er en tilbagevendende begivenhed, hver gang de giver koncert i en weekend.

Til Esben og Palle, hvis I skulle kigge med her. Tak fordi I gjorde en af mine mange togture, helt helt uforglemmelig morsom.





(Og så var det selvfølgelig én af de få dage, hvor jeg ikke havde mit kamera med)

lørdag den 14. januar 2012

Ødelæggelser

Nej hvor er det bare en ærgerlig oplevelse at tage ud i kolonihaven, og opdage at decembers stormvejr har ødelagt en masse ting. De fleste glas i drivhuset er blæst ud, siderne på den overdækkede terrasse er knust og de brædder vi skulle bruge til beklædning af huset har fået vand, masser af vand. Nu håber jeg bare at brædderne kan tørrer under presenningen og at der ikke sker flere skader.



fredag den 13. januar 2012

Opslagstavlen der fik nyt liv...

Med en sjat malingsprøve i overskud og lidt tapet-ark fra Søstrene Grene, fik den gamle opslagstavle i køkkenet nyt liv.



torsdag den 12. januar 2012

Kolonihavens skønne omgivelser

Ude ved kolonihaven er der en lille å, og ved denne lille å ligger der et fint lille fiskehus. Hvor var det bare kønt i solen forleden....

onsdag den 11. januar 2012

Kronjydsk forelskelse

Jeg har vist dem frem før, min skønne julegave fra min mor og far, men se lige hvor fine de ser ud på min Laurids Lønborg bakke på spisebordet. Så gad jeg altså også bare gerne have en olie og en eddike flaske fra Kronjyden til at stå og pryde. Jeg ved snart ikke hvor jeg skal lede for at finde mere fra Kronjyden. Jeg har 11 krydderikrukker og de salt/peber sættet, og nu synes jeg bare det er gået helt i stå.


tirsdag den 10. januar 2012

Garn i stride strømme

Jeg har købt 5 nye garnnøgler til min farmor, som er igang med mit kæmpeprojekt. Et stort sengetæppe af strikkede 20x20cm firkanter. Nu er det lige ved at der er firkanter nok, men så skal de jo også hækles sammen og have hæklet kanter på. Hold op det er et stort arbejde, men ikke så meget for mig. Jeg skal bare lige sende noget mere garn afsted, og så bliver det tryllet om til farverige firkanter.

Jeg må altså have lært at hækle og strikke.....

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...